Middelmådighed sat i system

Oprindeligt udgivet på Bold.dk/blog oktober 2015.

Dansk fodbold er i en temmelig dårlig forfatning. Det kan de fleste vist blive enige om. Danske fodboldklubber klarer sig skidt i internationale kampe. En stor del af de danske spillere der kommer til udlandet har svært ved at klare sig. Landsholdet klarer sig middelmådigt resultatmæssigt og spiller en sløv gang fodbold som har svært ved at begejstre tilhængerne.

Vi klynger os til håbet om at der er bedre tider på vej. At der lige nu er en gylden generation på vej der er lige ved at blomstre, så det hele bliver lidt som i de gode gamle dage. Vi håber at vi gennem den opgraderede talentudvikling der finder sted i mange klubber, og gennem bedre uddannelse af vores (ungdoms)trænere kan indhente det forspring de bedste fodboldlande har lige nu.

Jeg har bare svært ved at se det ske. Hvis man følger med i ungdomselitearbejdet og følger kampe i eliterækkerne og ser hvad der foregår i DBU-samlinger og på landshold så vil man se det samme som man ser i mange superligakampe. En masse grå spillere uden personlighed der flytter bolden rundt og på tværs uden de store individueller kvaliteter og uden de individuelle eller relationelle lækkerier vi elsker at se når de rigtigt gode spillere spiller.

Det skal man vist være A-licenstræner for at synes om. Det er meget trænerstyret, det er taktisk stramt, der er kun få spillere der skiller sig ud. Og det er overalt i alle rækker og på alle niveauer. DBU og licenstrænerne er problemet og ikke løsningen på problemet. Et af problemerne er at alle licenstrænerne løber med hovedet under armen i samme retning som lemminger uden at stoppe op, tage et skridt tilbage og spørge sig selv: Er det her virkelig god fodbold? Er det her virkelig den fodbold vi vil have? Er det her god udvikling?

Et andet problem er at licenstrænerne er lykkedes godt med at fortælle hinanden og alle andre fodboldinteresserede at det de laver er rigtig godt “fodboldfagligt”. Man hører ofte forskellige trænere omtale hinanden som fodboldfagligt dygtige, og så kan de gå rundt og klappe hinanden på skulderen over det, og nogle gange sidder de og “nørder igennem” og er rigtigt fodboldfaglige sammen.

Jeg har ikke noget imod at man nogen steder giver plads til at man arbejder med voksen-taktik og man eksperimenterer og øver sig i den del. Jeg tror nu nok den værdien af den offensive taktiske læring herhjemme er noget overvurderet. Jeg tror stadig at det er de bedste spillere der vinder mest, så U13-17 trænerne burde koncentrere sig om at lave gode spillere, i stedet for at øve sig i at være superligatræner.

Problemet er at alle gør stort set det samme, og alle tror de skal være den nye Kasper Hjulmand. Det at alle laver det samme fører til  at vi i praksis udvikler en masse ens boldsikre stoppere, og en masse ens 6’ere der er gode til at spille med få berøringer og vende spillet. Generelt laver vi en masse spillere der er gode til at lære “systemet” og gode til at følge anvisninger, mens de der ikke kan det enten bliver filet til ligegyldige spillere eller valgt fra.

Meget af den her “fodboldfaglige” taktiske skoling er desværre direkte udviklingsmæssigt skadeligt når du anvender det på gode, kreative, kloge spillere på 10-18 år eller deromkring. Det der sker i praksis er at licenstrænerne kan få middelmådige spillere til at være gode middelmådige spillere, og gøre dem til driftsikre, pålidelige systemspillere der fungerer i velkendte systemer og figurer. Det der desværre også sker er at ekstraordinære spillere eller spillere med ekstraordinære potentialer reduceres til også at være middelmådige, driftsikre, pålidelige systemspillere af middelmådige trænere uden visioner.

Problemet vokser kun ved at alle andre trænere køber alt det her med det “fodboldfaglige”. Så man kan også høre alle de her råb når man er ude og se 10-11 årige spiller, eller hvis man er ude og se noget 3-4 niveau fodbold. Pas på bagrummet, hold farten, vend spillet, mellemrummet, retvendt og jeg ved ikke hvad.

Taktisk skoling kan være simpel eller omfattende, den kan være stram eller fleksibel og den kan være progressiv eller konservativ. De fleste steder ser man omfattende, stram og konservativ taktisk skoling, og det fører til at man kan lave mange William Kvist’er. Vil man have et andet resultat må man køre med en mere simpel, fleksibel og progressiv tilgang.

Jeg vil påstå at man kan lave lige så god udvikling, med med et anderledes resultat, hvis man holdt sig til at gennemføre en god og alsidig teknisk træning, gav drengene nogle simple principper at spille efter, og så lod dem spille en masse og så  holdt sin kæft. Helt ærligt. Alt det her hel-del-hel og spil-stop-snak-snak-snak. Alene den tid der bliver spildt fordi en middelmådig træner skal forklare en klog og kreativ spiller hvad han skal gøre.

Men det er det man får når man uddanner A-licenstrænere og sætter dem til at træne U13 elitespillere. En masse spil-stop-snak. Og endnu være bliver det når man ansætter heltids A-trænere til U13 hold. Man ser for sig hvordan de sidder på trænerkontoret og nørder igennem og finder på nye, komplicerede spil og øvelser med zoner og regler der skal udvikle en eller anden taktisk egenskab, men som i virkeligheden bare overfører middelmådighed.

Man får en masse regler og begrænsninger og anvisninger på alle små delelementer i fodboldspillet. Ikke underligt at spillet bliver sterilt, forudsigeligt, uden personlighed. Og spillerne bliver kedelige pasningsrobotter.

Og hvorfor denne næsegruse beundring af Ajax? Ja de var spændende og nyskabende for 15-20 år siden, med deres skabeloner, og deres figurer som de kunne variere over en helt træningssession. Men de fleste bør da nu kunne indse (og Ajax selv ved jo godt den er helt gal) at deres vej har ført dem ud i noget skidt og de har ikke kunnet lave ordentlige spillere de sidste 10-15 år. Alligevel kører DBU stadig trænere i bundter ned til Holland og nærstuderer, laver rapporter og leder efter “de nyeste tendenser”, og alligevel sidder der stadig en masse A-trænere der synes at det er superfedt, og vi har toptræneren Morten Olsen der ikke kan være i sig selv af begejstring for Ajax selvom den stil og træningsfilosofi har kørt Ajax, Holland og det meste af dansk fodbold ud på et sidespor.

Jeg kan forstå at DBU nu går i gang med en revision af "Den Røde Tråd". Det er tiltrængt. Jeg tvivler på at en sådan finder frem til svarene på problemet. Jeg hørte DBUs mand i radioen væve lidt over at det nok var noget med at man skulle arbejde mere på at løbe i dybden og så skulle man optimere selektionen. Det kommer man nok ikke langt med når der i hele den bagvedliggende tilgang er store grundlæggende, systematiske, pædagogiske problemer. Men kan de begynde at stille de rigtige spørgsmål så er man da kommet et stykke vej. 

De kan jo spørge sådan her: Er det her sådan vi vil have fodbold skal se ud? Hvilke miljøer laver de spændende spillere? Hvilke lande? Hvorfor havde vi en overflod af spændende spillere tidligere og hvorfor forsvandt de? God fornøjelse.

De tabte talenter - Hvor bliver de af

Vi mister talenter. 30-40-50 op til 75% mister vi. Vi er et lille land. Vi har ikke råd til at frådse med gode spillere. Jeg støder tit på de her udsagn. Måske i forbindelse med en snak om talentudvikling. Eller måske på baggrund af en eller anden undersøgelse, en rapport eller f.eks. en future-projekt i DBU. De irriterer mig altid, da de, som regel, er ledsaget af en tilfældig udregning, en rodet blanding af årsager og virkninger og nogle løsningsforslag der ikke er baseret på en gennemgribende forståelse af problemet.

Det der er synligt og kendt af de fleste, er at meget få spillere født i årets sidste halvdel og specielt i det sidste kvartal bliver topspillere, og at små, eller sent udviklede, spillere vantrives i elitemiljøerne, og sjældent får den optimale udvikling der. Det er begge to ting man kan se og som de fleste vil kunne nikke genkendende til. Det er et problem, i hvert fald hvis man forestiller sig at alle spillere har en teoretisk optimal udvikling. Det er tydeligt af sidste-halvårsspillere og sent udviklede spillere ikke får den optimale udvikling. I den forstand så mister vi et antal spillere der, af den ene eller anden grund, får en udvikling der ikke kommer tæt på deres teoretisk optimale udvikling.

Så langt så godt. Der bliver så talt meget om de her ting, og der bliver af og til iværksat nogle lappeløsninger, der er udtænkt i den bedste mening, men som bare er “too little too late”, og som bygger på en mangelfuld forståelse af problemets grundlæggende karakter. En lappeløsning kan være at man tillader 4-kvartalsspillere i nogle ungdomsrækker og indførelse af noget DBU-futureprojekt. I sig selv ikke dårlige ting, men bare ret utilstrækkeligt, hvis man virkelig vil gøre noget ved det. Det første man må gøre er at lave en ordentlig analyse. Uden dette famler man jo noget i blinde. Det er så hensigten her, at jeg vil lave den for jer. Det er MIN analyse, der bygger på mine observationer og tanker.

Det første man må forstå er at der er to forskellige fænomener på spil her. Jeg vil kalde dem.

1. Den tidlige udviklingsforskel
2. De sent udviklede spillere

Den tidlige udviklingsforskel.

Når man læser om tabte talenter og når man taler med fodboldfolk om det, så er det mit indtryk at man fokuserer meget på den udvælgelse, der sker når man skal til at blive elitespiller, om det så er når drengene er U10-11-12 eller U13, eller hvornår man nu vælger at indrekruttere til elitemiljøer. Det er rigtigt at eliteklubberne har en tendens til at vælge spillere der også har en "god størrelse", men det er ikke nødvendigvis her den første og den største selektion foregår. Den foregår nemlig langt tidligere.

Den første og største selektion foregår når drengene starter med at spille fodbold. Hvor gamle er man der? Nogle er måske 4-5 år gamle, jeg ved ikke om det er det normale, men det kan det meget vel være. Når man så starter som 5 årig, så starter man med en gruppe hvor nogle er født i januar og nogle er født i december, bare for at tage yderpunkterne. I praksis kan der således være næsten 12 måneders forskel på nogle drenge.

Som 5-årig svarer det til 20% af ens levetid. Dvs at nogle af drengene er op mod 20 % længere fremme i deres fysiske og mentale udvikling i forhold til de yngste. Man kan endda, og det er kun min teori, have den tanke at udvikling på det tidspunkt for en 5-årig dreng går så hurtigt, at vi måske er ovre i en udvikling der bedre kan beskrives ved noget eksponentielt end noget lineært. Dvs at måske er forskellen ikke bare 20%, men endnu større. Forældre og pædagoger og psykologer kan måske bekræfte at f.eks. et halvt år er rigtig lang tid, og at der sker ret meget i drengenes udvikling på et halvt år når man er fem.

Hvad sker der nede i fodboldklubben når en normal-januarspiller skal træne og spille med en normal-decemberspiller? Der vil normalt ske det at januarspilleren er en del bedre end decemberspilleren pga sin bedre fysik, sin bedre motorik og pga sin bedre udviklede hjerne, der bedre kan forstå spillet og bedre kan koncentrere sig. Januarspilleren vil have mere succes. Han vil lykkes bedre med sine aktioner, han vil måske få mere ros og opmærksomhed fra træneren og fra sin far/mor. Kort sagt han vil sikkert synes det er rigtigt sjovt at spille fodbold.

Hvad med decemberdrengen? Han vil have lille succes, have ikke så mange aktioner. Ikke lykkes så tit og måske ikke få så megen ros og opmærksomhed fra træner og far. Januardrengen vil sikkert også dominere samværet/legen, det ved jeg ikke så meget om, men det kan være den lille opfatter det på den måde. Kort sagt vil januardrengen havne i den positive udviklingsspiral og decemberdrengen vil sikkert havne i en neutral eller negativ situation.

Der kan selvfølgelig være forskellige måder en decemberdreng kan følge med en januardreng på. Man kan have øvet tidligt med far eller bror, eller man kan være godt fysisk udviklet, så man i det mindste ikke er fysisk underlegen. Man kan sikkert også være begavet med et godt hoved og en stærk vilje, så man alligevel kan konkurrere med de ældre drenge, uden at havne i den dårlige udviklingsspiral. Men som hovedregel vil en normal-decemberdreng havne i en dårligere udviklingssituation end januardrengen, og med mindre der sker et eller andet, så vil han blive fastholdt i den rolle, eller han vil simpelthen gå hjem og sige, at han ikke synes det er sjovt at spille fodbold, og så vil han stoppe.

Når eliteklubberne begynder at kigge på drengene, så er den første og største selektion allerede sket. DBU vil sikkert kunne i kigge i tallene og finde ud af om jeg har ret. Dem der er gode på tærsklen til indrekruttering til elitehold er, langt hen af vejen, dem der vandt det første udskilningsløb, og vandt en position i gruppen der giver adgang til den positive udviklingsspiral. Den har de sandsynligvis kunne fastholde, så de over de næste år har nydt godt af at være ledere og centrale spillere på holdet, med den ekstra ros og opmærksomhed det har medført. Så har de sikkert også spillet mere i fritid og i skole, og måske har de endda dyrket noget mere formel teknisk (selv)træning også. Alt det her medfører at de gode mindst fastholder afstanden til de næstbedste, og ofte også udbygger forskellen ned til dem.

De sent udviklede spillere

Når eliteklubberne begynder at kigge på spillere op mod indrekruttering, så er det min opfattelse at den fysiske størrelse faktisk ikke har den helt store betydning. Jo, nogle små spillere bliver valgt fra pga størrelsen, men ikke voldsomt mange, og der er normalt ikke så stor forskel på den fysiske størrelse på spillere i U12/13 alderen. En lille spiller vil, som regel, kunne klare sig nogenlunde i U13, specielt når der spilles 7-8-9 mandsfodbold på mindre baner. Der kan små, gode spillere normalt klare sig fint.

Men allerede i U14, (hvor der introduceres 11-mandsfodbold på baner af fuld størrelse) begynder det at gå helt galt for de spillere, der ikke skynder sig at vokse og komme i puberteten. I de rækker begynder de at få marginale roller, hvis de da overhovedet bliver fastholdt i elitemiljøerne. Og det er rigtigt: Kun enkelte små spillere kan klare sig på allerhøjeste eliteniveau i U14-15-17 uden at blive betragtet som en belastning for holdet, i forhold til at vinde kampe, og for træningsmiljøet, hvor de ofte ses som nogen der “trækker niveauet ned”.

I kampe har de små spillere det svært både med og uden bolden. De “fylder” ikke så meget på banen, kan ikke komme hurtigt nok rundt på banen, og kan ikke presse som en spiller på 1.80, der vejer næsten det dobbelte som den lille, og som allerede har muskler som en mand. De taber dueller, og selvom de kan være supergode med bolden, kan finte og lave hurtige vendinger, som måske i første omgang kan overliste en større spiller, så bliver de hurtigt indfanget, eller skubbet væk, så de heller ikke særligt ofte lykkes med det som de skulle være gode til.

Internt i en trup udkæmpes en kamp om positioner, om pladser i hierakiet, om trænernes tillid og opmærksomhed, og om retten til at få udviklet sig til ens fulde potentiale. Det sidste er ikke tilfældet for alle. Det er ikke alle positioner på banen der giver den optimale udvikling, og det er ikke ligegyldigt hvor du er i det interne hieraki. Det er som regel de store, tidligt udviklede drenge, der vinder den kamp. De små spillere taber som regel den kamp, og der er en stor risiko for at de bliver lidt ligegyldige spillere, der bare passer en plads eller flytter bolden videre, og der er ikke langt derfra til at han selv stopper, eller til at han bliver sorteret væk fra truppen.

Man kan sige at de små/sent udviklede spillere får den dårlige udviklingspakke og nogle af de store får den gode udviklingspakke. På den baggrund er det ikke underligt at mange af de små skifter tilbage til ikke-elitemiljøer, eller måske stopper helt. Og vi taler her om spillere der måske i U11/12 har været topspillere, men som bare ikke er begyndt at vokse endnu. I U15 kan du have spillere der kan klare sig i U17 og du kan have spillere der har størrelse som en U13 spiller. Og det kan faktisk ske for spillere der er født i hele året, og er ikke begrænset til dem fra det sidste halvår.

Hvad kan der så gøres ved det? Det kan være vi kan vende tilbage til dette senere. Nu har jeg da leveret analysen. Og det er rigtigt ærgerligt med de sent udviklede. Der er mange fordele ved dem, og det viser sig da også, at hvis de står igennem alle de prøvelser de møder, så kan de komme ud i den anden ende med nogle fordele. Jeg kender små spillere der er så stædige og dedikerede og som har så mange kvaliteter, at det er meget ærgerligt hvis der ikke bliver taget ordentlig hånd om dem.

Er DBU og klubberne så onde eller dumme. Nej det er de ikke. Klubberne er også under pres fra forældre, spillere, klubledelse, DBU og alle andre kloge interessenter for at vinde nogle kampe i ungdomsrækkerne, selvom det egentligt er en dårlig målestok for ordentlig udvikling. Og DBU er nødt til at vælge nogle fysiske veludviklede spillere hvis de ikke vil blive slagtet i ungdomslandskampe. Så der er selvfølgelig “gode” grunde til at man gør hvad man gør.

Skulle jeg komme med en enkelt ting der kunne gøre sent udvikledes svære tur i udviklingsmøllen en anelse bedre, så kunne det være at tillade f.eks. 2 spillere på hvert hold fra årgangen over på et hvilket som helst ungdomshold i alle ungdomsrækker i DK. Ja, nogle ville sikkert bruge det til at tage nogle endnu større spillere med, så man kunne vinde kampe og turneringer, og fred være med det. Fornuftige udviklere ville forhåbentligt bruge det til at give pladser til sent udviklede drenge, og samtidig se stort på om man vinder turneringen, hvad der er næsten irrelevant i udviklingshenseende.